Om

Jeg har altid været betaget af dyr, og især hunde og heste har fyldt meget i mit liv. Da jeg gik ud af skolen, vidste jeg, at mit arbejdsliv skulle dreje sig om dyr.

Jeg begyndte i lære som hundefrisør i 1987 i Valby Hundesalon. Dengang foregik eksamen omtrent hvert halve år, hvor jeg blev bedømt på mine praktiske færdigheder med at klippe forskellige racer såvel som min teoretiske viden om racekendetegn, klippeteknik, hundepsykologi og førstehjælp for hunde. Efter tre år i mesterlære blev jeg uddannet hundefrisør.

Idet jeg var udlært i april 1990, fulgte jeg med min daværende kæreste til hans hjemby i det tidligere Jugoslavien, hvor jeg besluttede mig for at åbne en hundesalon. Det viste sig at blive den første etablerede hundesalon i Beograd, eftersom der dengang ikke var andet end “køkkenklippere”, som man kaldte det. Jeg fik stor succes i løbet af de næsten fire år, jeg boede der og fik endda mulighed for at oplære en dyrlæge i faget som hundefrisør. Hun endte med at overtage forretningen. I 1993 blev jeg gravid og følte hjemve ikke mindst på grund af krigene, der udspillede sig i Jugoslavien. Derfor valgte vi at rejse hjem til Danmark.

Da jeg havde fået mine to børn i henholdsvis 1994 og 1996, begyndte jeg at savne arbejdet med hundene. Derfor åbnede jeg Havdrup Hundesalon i september 1997. Det blev en god forretning, og jeg drev den på Hovedgaden indtil 2007, hvor bygningen skulle rives ned. Efterfølgende tog jeg beslutningen om at flytte forretningen hjem på den landejendom, hvor vi boede. I samme forbindelse omdøbte jeg min salon til Tinas Hundesalon.

Fire år efter valgte jeg at prøve noget helt andet, så jeg lukkede forretningen og uddannede mig til social- og sundhedshjælper. Efter to år i faget kunne jeg mærke, at jeg ikke var havnet på den rette hylde, og tankerne gik oftere og oftere på atter at åbne en hundesalon. I 2015 blev tanker til handling, og jeg begyndte igen som selvstændig hundefrisør.